Hans ord ind i mit sind

Min hjerne fumler lidt med ordene… Jeg arbejder med at lære salme 92 udenad. En skøn salme… og der sker noget, når jeg arbejder med ordene, husker, siger dem, gentager… og pludselig er de også med mig, når jeg ikke har Bibelen eller øjnene åbne.

Som den tidlige morgen – eller er det stadig midt om natten… og jeg husker på Guds trofasthed:

“Det er godt at takke Herren
og at lovsynge dit navn, du den Højeste,
at forkynde din godhed om morgenen
og din trofasthed om natten.”
(Vers 2-3)

Og ja, dagen, som kommer, begynder med hans godhed. Jeg får den, fordi han er god! og hans godhed vil følge mig hele dagen.

På øjeblikke hvor der er situationer, som er lidt op-ad-bakke, og jeg mærker, mit sind bærer på noget tungt… så gør det forskel at gentage ordene:

“Du har glædet mig ved din gerning, Herre,
og jeg jubler over dine hænders værk.”
(Vers 5)

Ja, for den gerning, som virkelig betyder noget i mit liv, den er jo hans! Og når jeg ser hans hånd ind i mine op-ad-bakke-situationer – at tingene pludselig falder mere på plads… så frydes jeg virkelig! Men selv når dette ikke sker, sådan umiddelbart i al fald, så er der så meget andet omkring mig, som han har gjort, og som jeg glæder mig over – og som øger mit tillid til, at han er med mig – i det hele!

At mærke hans ord på den måde folde sig ud i mit sind og flette sig ind i mit liv – det er at være sammen med ham!

Åh, tak min kære far… tak for denne skønne nærhed med dig… Må dine ord og tanker og perspektiver altid skylle som en livgivende flod igennem mig… Jeg priser og takker dig, men kære Gud!