Det næste kapitel – hans ord i dit liv!
Hendes liv var blevet forandret den dag. Markant. Fra dødsdømt til fri.
Hvad der end havde bragt hende der, så var hun blevet grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. Lovens ord om stening havde lydt over hende. Men Jesus havde sat hende fri.
Fantastisk. Hun kom som fordømt – og gik derfra med visheden om at være elsket. Fra skælvende til frydefuld. Fra dødsstank til livsduft!
Jesus havde sagt til hende: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8,11). Det må have været de mest forunderlige ord at høre, ja, det største øjeblik i hendes liv. Manden, som er kærlighed, favnede hende – og hun fik et nyt, anderledes liv. Ja, et helt nyt kapitel åbnede sig…
Jesu ord har skaberkraft, ja, han kan skabe ud af intet – og sådan forlod hun stedet, med hans ord om et nyt liv i hendes liv.
Alle mærkede at Jesu ord er anderledes: “Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge” (Matt 7,28-29).
Og hun gik – på hans myndighed. I tro på ham. Ja, hun havde jo mærket, hvordan hans kærlighed og hans ord havde påvirket hendes hjerte!
Og det er sådan, Jesu ord rækker ud til dig i dag. Du finder ikke vejen dit nye liv sammen med ham, ved at spekulere over, hvordan det skal lykkes dig ikke at synde mere… eller ved at arbejde med din forståelse af, om det betyder “syndfri”… eller ved at koncentrere dig om, at få det til at ske… Du finder det næste kapitel i dit liv ved at optage hans ord i dit sind og liv – og blive ved med det. Lyt – for hans ord har en magt som intet andet!