Ringeagtet – fordømt – elsket

Der var hun. Hendes liv var ikke pænt. En horkvinde. Taget i ægteskabsbrud.

De skriftkloge og farisæerne kom med hende til Jesus, for at høre, hvad man skulle gøre med “den slags kvinder” (Joh 8,5).

De vidste godt, hvad loven og Moses havde påbudt i den slags. De havde formået at gribe hende i selveste agten. Og ja, man kan bare undre så over, hvordan de var i stand til det? Hvor manden i grunden var henne nu? Hvem var hendes misbrugere mon?

Hendes dommere lugtede blod. Ja, måske ikke en gang hendes. Hun var ligeså ligegyldig for dem som altid. Et middel for deres vilje. Og deres vilje var fokuseret på at få Jesus i fedtefadet. En fælde.

Gad vide om Jesus så synderne lige i øjnene, før han “bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren” (vers 6)? Blodhundene blev ved med at spørge… og Jesus rettede sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende” (vers 7).

Det er så nemt at være optaget af andres synder i stedet for af sine egne… Så de mon deres synder der i sandet? Klar til at blive visket bort så let som ingenting.

Alene med Jesus blev det kvindens oplevelse den dag: “Heller ikke jeg fordømmer dig” (vers 11). Jesus elskede hende! Hendes synder blev visket bort, som stod de i sand.

Og han fordømmer heller ikke dig. Uanset hvilken slags mand eller kvinde du er. Uanset om andre misbruger dig til deres. Uanset hvor skyldig du selv er. Gud elsker dig! Han visker dine synder bort. Han sætter dig fri!