Der er en mening med det!
Det gør verden til forskel, om man oplever mening i det, der sker. Og ja, det er uanset, hvad det er. Ligesådan hvis vi vender det rundt, hvis vi ikke oplever mening i det, der sker, så kan det være rigtig svært at være i.
Er der en mening med livet? Oplever du mening med livet?
Jesus er inde i den allersværeste del af sit liv, ja, han er lige blevet forrådt af Judas og arresteret. Han er ikke en fri mand længere. En uretfærdig rettergang, tortur og forhånelser og korsfæstelsen venter. Her møder vi hans ord: “Det er meningen det skal ske sådan her” (Matt 26,54).
Jesus er i fred. Han har kæmpet kampen alene med Gud. I Getsemane have. Frygten for alt det, der lå foran ham var kommet ud. Han havde overgivet sig selv til Guds vilje: ” ‘Far! Hvis det er muligt, så lad mig slippe for det der skal ske. Men,’ tilføjede han, ‘det er dig der bestemmer, ikke mig’ “ (vers 39).
Det var det, der var meningen i hans liv og med hans liv. Guds vilje. Guds plan med det hele. Jesus, som menneske, fandt hele tiden frem til evighedsperspektivet, til Guds perspektiv på tingene. Han fandt altid det, der var større end ham selv. Han så Guds kærlighed trods menneskers ondskab.
Og i det perspektiv er der masser af mening med livet. Hver eneste dag! Om det så blot er at smile til en anden. Komme med et opmuntrende ord til en. Forbøn. Dele et måltid mad.
Og uanset hvilken smerte vi må gå igennem… så er det ikke uden mening… For Gud lever! Han har en plan! Og en dag kommer evigheden, hvor al smerte og sorg og ondskab og død er overstået! Og der vil vi klart se den mening, som vi ikke kan se ind i her. Lev i det – og du har fred i ham!
(Bibeltekster fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)