Guds nåde – når vi møder døden

“Metusalem levede i alt 969 år, så døde han” (1 Mos 5,27). Den længstlevende person i denne verden. Var han mon mæt af dage? Hvor slidt var han mon? Havde han mon gigt i knæene, dårligt syn eller nedsat hørelse? Kunne han mon stadig huske, eller havde han for længst glemt sin barndom? Kunne han mon navnene på alle sine børn og børnebørn og oldebørn og tipoldebørn og tip-tip-tip-tip…?

Ja, det ved vi ikke. Men – måske er dem, jeg kender/har kendt på 96-97 år i ringere stand, end Metusalem var det…?

Og – jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også er nådigt af Gud, at vi ikke skal være i denne verden i 1.000 år men kun i 100 år. Man kan med gru forestille sig alt det skrammel, et menneske kan nå at komme ud for på 1.000 år… Og det eneste store formål med vores liv: At vi tager imod evigheden – hvis vi kan nå at tage stilling til det på 100 år – hvorfor så bruge 1.000?

Ja – døden er nådig. Og vitterligt – det næste jeg oplever efter min død – det er Jesu genkomst! Så – der kan næsten være lidt “genvej” over det… I al fald er mit livsforløb fuldendt ved min død – selvom verdens ikke måtte være det – og det næste er Jesu genkomst!

Det vil jeg minde mig selv om, hver gang jeg møder døden: Guds nåde. Ja, døden er en fjende, og jeg er ikke begejstret… Men Guds nåde favner os, når vi møder døden. Og jeg vil tage imod Guds nåde til at leve… i mødet med døden, efter en andens død og den dag min egen død står for døren…

“For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,40).

Tak, Jesus, jeg ser dig! Jeg tror på dig! Ja, jeg mærker, at du elsker mig – og jeg elsker dig. Jeg takker dig for det evige liv. Ih, hvor jeg glæder mig. Og jeg takker dig for din nåde i alt… også når jeg møder døden.