Provokerende kærlighed?

Jesus indleder nok så uskyldigt: “Nu skal I høre en historie om hvordan det er i Guds rige” (Matt 20,1). Men så følger ellers en fortælling om noget indlysende uretfærdigt: Samme løn for forskelligt arbejde. Endda ud i det ekstreme – samme løn for en hel dags arbejde som for en time lige før lukketid.

Hvorfor illustrerer Jesus sin pointe med en historie, som i den grad rører ved noget, der provokerer et eller andet i de fleste af os?

Bonden i historien afviser klagerne begrundet med sin ordentlighed og godhed: At det var aftalt. At han har valgt at gøre med sit, som han vil. Og at han vel for øvrigt har ret til at gøre med sit, som han vil. Afsluttende med spørgsmålet: “Eller ser du dig ond på mig fordi jeg gør noget godt?” (vers 15).

Jo, vi forstår godt denne pointe: Frelsen er en gave, som du får, uanset om du når at være kristen længe, eller om du først bliver det på dødslejet. Og historien slår virkelig fast, at frelsen får vi 100 % – det er ikke noget, vi skal fortjene. Det er fordi, Gud elsker os – ikke fordi vi er gode.

Provokerer det sidste i grunden noget i os…? (Det skjulte ønske om at være noget, om at være god, om at fortjene lidt…?)

Kan vi elske andre med en sådan kærlighed? At de ikke skal fortjene noget fra os…?

Gud, jeg elsker, når jeg ser et glimt af din enorme kærlighed… Den er så meget større og ja, anderledes end det, jeg finder i mig… Fyld mig med dig og dit… Når din kærlighed provokerer noget i mig… så gør noget ved mig! Jeg vil dig!