Du behøver ikke gå et andet sted hen

Jesu ord greb mig med dyb begejstring: “De behøver ikke gå nogen steder hen” (Matt 14,16). Nej, mærkede jeg Ånden forvisse mit hjerte, for hvor Jesus er, der er det, jeg har brug for. Sammen med ham har jeg alt!

Det var blevet aften. En lang dag var ved at ebbe ud. Jesus havde trængt til at være alene. Han var sejlet til et øde sted. Ja, normalt var det øde. Men ikke nu. For folkeskaren var fulgt med ham – inde på bredden.

Så da Jesus kom i land, var der mange mennesker fra de omkringliggende byer. Mennesker fulde af behov. Og Jesu hjerte svulmede af ømhed, kaldet til røre dem fyldte ham, og han begyndte at helbrede de syge.

Nu var det så blevet sent. “Disciplene kom hen til ham og sagde: ‘Vi er langt fra beboede områder, og det er ved at være sent. Du må hellere sende folk af sted nu så de kan nå at købe sig noget aftensmad i de nærmeste landsbyer.'” Og så var det, at Jesus sagde: “De behøver ikke gå nogen steder hen. I kan bare give dem noget at spise.”

Men disciplene havde ingen mad! I al fald ikke til så mange.

Og… er det ikke lige, som vi kan opleve det… selvom vi er sammen med Jesus, så kan tro, at vi skal gå et andet sted hen for at vores dybeste behov mødes? For at vi har glæde nok, liv nok, kærlighed nok? For at vi er tilfredse? For at vi fyldes af en mæthed… som giver et afsæt for alt andet i livet? For at vi hører ham tydeligt?

Åh, nej. Det sker her – lige i min røde sofa i min egen stue… Måske mennesketomt, bortset fra mig. Men Gud er her. Og han møder mig her – igen og igen. På daglig basis. Han rører mig. Han mætter mig med sig selv. Og i det øjeblik har jeg virkelig ikke brug for andet. Jeg søger ikke andet. Alt andet er det underordnet. … Og først når jeg er mættet, sender han mig et andet sted hen… Først da, har jeg noget at leve for, noget at dele med andre…

(Bibelteksten er fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)