Der er ikke noget, at være bange for!
Det er Jesus, der spørger: “Så hvad har I at være bange for?” (Matt 10,30) Ja, bare i sætningen selv ligger ligesom svaret: Nej, der er virkelig ikke noget, at være bange for!
Og det er Jesus’ pointe. Han fortæller om småfuglene:
“Er prisen på spurve ikke kun et par småmønter? Alligevel falder der ikke en spurv til jorden uden at jeres far vil have det. Så hvad har I at være bange for? I er jo langt mere værd en spurvene” (vers 29-31).
Du er langt mere værd! Hvor meget værd er så det? “Han ved alt om jer, selv hvor mange hår I har på hovedet.”
Jeg oversætter det til dette: Der er intet i dit liv, der er ligegyldigt for Gud! Så – kom bare med det hele! Han elsker at du kommer.
Og “I skal ikke være bange for folk” (vers 26) – mennesker kan intet gøre dig, når du er Guds! Gud, som skærmer spurvene, skærmer også dig. Der, hvor noget rører dig, som du ikke bryder dig om… så kan du have fuld tillid til, at så er Gud i gang med noget, der er større… Og du skal ikke være bange. Det er Guds. Du er Guds.
(Bibeltekster fra Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)