At modtage

Der sker noget – når jeg priser Gud

… og det er større, end jeg har ord for. Se engang:

“Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke alle hans velgerninger!
Han tilgiver din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.
Han mætter dit liv med gode gaver,
du bliver ung igen som en ørn.”

(Salme 103,1-5)

Jeg priser ham. Jeg husker på, hvor fantastisk han er. Han sætter mit sind fri fra at bære på skyld, og han helbreder mig, ja fylder mig ikke blot med liv, men med liv i livet! Tilfredsstillelse og glæde.

Ja, noget af det må jeg nok vente på… og jeg tænker her på det evige liv, hvor død og lidelse ikke er mere. Men noget af det sker nu…

Noget sker – fordi Gud er i mit liv! Og ja, jeg ved det godt… for jeg mærker det… Jeg erfarer hans strøm af velsignelser som perler på en snor, som består af jublende glæde. En glæde, som er større end noget menneskeligt. En glæde, som bunder i de løfter han giver mig, i de ting han glatter ud, ordner, lader falde på plads i mit liv… Oplevelsen af hans nærvær.

Og så sker der noget – som jeg ikke ved… For jeg ved jo ikke, hvad der ville have været sket, hvis han ikke var… Men så alligevel – jeg ved det. Jeg ved det i den lethed, der fylder mig, når han løfter det, som ellers kunne være blevet til bekymringer…

Min store Gud! Jeg priser dig! Jeg takker dig, at du fylder mit liv med dit liv – det virkelige liv… Tak for din genoprettende kraft i min krop, for din frisættende kraft i mit sind, for din tilgivelse for min utilstrækkelighed og min trods,… TAK for DIG!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *