Jesus takker – for de andres skyld

Vi møder ikke ordet “tak” særlig mange gange i fortællingerne om hans liv. En af dem, der er, finder vi i historien om døde Lazarus, som bliver vagt til live igen. Der står i Joh 11,41-42:

“Jesus så op mod himlen og sagde: ‘Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.’ “

Hmm, interessant… Det får mig til at tænke på, at jeg er vidne til, at der er noget større her mellem far og søn. Noget mere end det, der sker, når den ene beder om noget, som den anden giver, som den første så siger tak for. Jeg er vidne til en enshed i vilje og hensigt… Jesus var i den grad i Guds plan for hver eneste dag. Hans handling, da han vakte Lazarus til live, var ikke hans egen menneskelige idé, det var inspireret af Gud…

Så selvfølgelig hørte Gud Jesu bøn – det var jo ham selv, der havde inspireret Jesus til at bede den.

Og Jesus takker! Han takker for det selvfølgelige… Måske for at vi kan forstå noget større – noget større, som også kan blive selvfølgeligt for os… Som vi så også altid kan takke for! Lovprise Gud for! Ja, juble over at det er muligt ikke blot at takke for det, Gud giver – men at takke og lovprise ham for, at han er, og at vi kan kende ham! Så tæt på…