Gud glatter ud og forener

Der var en knurre på tråden. Han tog ud. Alene. Hun bad. Havde nu kun sin egen tur. Og kom til det samme sted. Det var, som om Gud ligesom glattede ud. Forenede dem igen. I øjeblikket. Og måske lidt dybere…

“Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam” (1 Mos 2,22), og lige siden den gang har mennesket haft brug for Gud til at føre dem sammen. De har brug for miraklet i at de bindes så tæt til hinanden, at “de bliver ét kød” (vers 24). Kærlighedens mirakel. Guds mirakel.

Ja… for når kærligheden ikke er der, så runger det så meget, at man næsten ikke kan høre sit eget hjerte.
Når, man ikke har kærlighed, bliver intetheden så intens.
Når kærligheden ikke er, så bliver alt så ligegyldigt.
(Efter 1 Kor 13,1-3)

Og mens Gud glatter ud og forener… så lærer han os sin kærlighed… det modelleres lige så stille, over tid… ind i vores hjerter…

Gud kærlighed er tålmodig – når jeg ikke er…
Guds kærlighed lærer mig mildhed – når jeg har lyst til at være vred…
Guds kærlighed giver mig empati – i stedet for min egoisme…
Guds kærlighed sætter mig i stand til at tåle ikke-kærligheden – og stadig elske…
Guds kærlighed åbner troen på, at kærligheden vil vokse…
Guds kærlighed fylder mig med håb – selv når kærligheden synes død…
Guds kærlighed favner mig altid – og strømmer ud og gør verden omkring mig bedre…
(Efter 1 Kor 13,4-8)

Tak, elskede Jesus – fordi du er – er kærligheden – lige her hos mig! Jeg ser den i mennesker, der elsker… Jeg mærker den, når jeg elsker… Du er selve kærlighedens kilde… og den stopper ikke… heller ikke, når vi for en stund ikke drikker af den… Jesus! Jeg er tørstig på kærlighed! Dyp mig totalt i din kilde!