Almægtighed ind i vores svaghed

Tænk, at stå overfor en Gud, som siger: “Jeg er Gud den Almægtige” (1 Mos 17,1).

Smag på ordet… almægtig… Den almægtige kan alt… der er ikke noget, en almægtig ikke kan.

Gud, præsenterer sig for Abraham – og for os – som den Almægtige. Ham, som har magt og styrke – i modsætning til os. Ham, som kan gøre noget der – hvor alt håb er ude for os i vores afmagt. Ham, som er gavmild og velsigner uden grænser – ind i vores fattigdom og nød, tomhed og desperation.

Gud den Almægtige! Han viste sig for Abraham. Igen. Der var gået 24 år siden det første løfte til Abraham om at få en søn (1 Mos 12,4). Men intet var sket. Åh… råber vi fra tid til anden… hvorfor er der så lang produktionstid for dine løfters opfyldelse…

Og det sætter det realistiske perspektiv ind i vores situation: Gud, den Almægtige, kan og magter at gøre alt… Men vi forstår ikke hans perspektiv på det “alt”, som han vil røre… Og han indbyder os blot til med troens arm at gribe ham og lade os favne i hans almægtighed – for timingen – den har han styr på!

Og ja… så sker der i øvrigt noget i vores liv med ham, den Almægtige, på hvert skridt i vores liv… Hele tiden favner han os i kærlighed. Hele tiden åbenbarer han for os, at han elsker os. Som balsam på vores afmagt som i tro venter på, at han udfolder sig i sin almagt ind i de områder i vores liv, som smerter mest…

… Og Abraham fik – langt om længe – løftes søn: Isak!