Guds nåde i en ond verden

Gud elskede, men blev ikke elsket tilbage. Gud er kærlighed, men hans skabninger valgte ondskaben.

Åh… det gør ondt…

“Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5). Og Gud valgte at sætte en markant grænse: I en vandflod blev alle udslettet – undtagen Noa – for “Noa fandt nåde for Herrens øjne” (vers 8).

Men det med vandfloden hjalp ikke… menneskene blev ikke mindre onde af det… Og alligevel valgte Gud at lade dem leve: “Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: ‘Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre. “ (1 Mos 8,20-22).

Onde var de. Men offeret fra den liftlige duft gjorde, at Gud gav os løftet om sin evige nåde og kærlighed.

Offeret var ham selv. Jesus Kristus. Den største kærlighedsgerning nogensinde. Jesus døde, så vi kan leve. Fordi han elsker. Elsker dig så højt!

Selvom du gør fejl… selvom ondskaben har sit tag i dig… så elsker Gud dig… og Jesus vil sætte dig fri af syndens forbandelse!