Du, som er knust – Gud er dig nær!

Det var tydeligt at mærke, at hendes liv gjorde ondt… Der var en resignation… men også en nærmest hektisk utryghed… Hendes eget fyldte det hele… jeg lyttede…

Og bad – Gud, du er den, som “læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår” (Sl 147,3). Læg hende. Løft hendes blik, så hun må se dig…

Du er den, som “bringer de hjælpeløse på fode” (vers 6), og ja, far, hun synes så hjælpeløs i al sin smerte… Lad hende se, at du “er stor, mægtig i styrke”, at din “indsigt er uden mål” (vers 5).

Løft hendes stemme til “takkesang til” dig, at hun må lovsynge dig med citer! (Vers 7). Lad hende se alt det, som du kan, i stedet for det hun ikke selv kan…

Du er en Gud, som “glæder sig over dem, der frygter ham, og som venter på hans trofasthed” (vers 11) – jeg ved, at du vil hjælpe hende! På din måde og til din tid. Jeg ved, at du vil læge hende og sætte hende fri.

Ja for om dig gælder:

at “han har gjort dine portslåer stærke
og velsignet dine sønner i dig.
Han skaber fred i dit land
og mætter dig med hvedens fedme”
(Vers 13-14).

Det kan se umuligt ud… men intet er umuligt for dig… for

“Når han sender sit ord, smelter sneen,
når han lader vinden blæse, risler vandene igen”
(Vers 18).

Du, Guds elskede – Gud er dig nær!