Påskesabbat

“Stands, og forstå, at jeg er Gud” (Sl 46,11).
“Vær stille over for Herren, vent på ham” (Sl 37,7).

Og nu var det påskesabbat. Stilhed. Jesus sagde ikke noget. Han lå i graven.

Den romerske officer havde oplevet øjeblikket, da det skete. Døden. Jesu død. Jesus havde råbt med høj røst og var død. Jorden havde skælvet, og klipperne var revnet, døde var opstået fra de døde. Det gik ikke stille for sig. “Sandelig, han var Guds søn” (Matt 27,54).

Nu var det stille. Jesus hvilede på hviledagen. Og alt var stille.

Den første sabbat blev givet med en invitation til at stoppe op og være stille sammen med Gud. Gud hvilede. Og dagen var anderledes end alle andre dage: helliget og velsignet. Alt var fuldendt (1 Mos 2,1-3).

Også på denne påskesabbat måtte de stoppe op. Den var i den grad anderledes. Jesus hvilede i graven. Uden de måske var bevidste om det, så ventede de på, hvad Gud ville gøre…

Stop op denne sabbat – hvil med Jesus: Han har gjort alt for dig, fordi han elsker dig! Vent på ham – han vil gøre langt mere i dit liv, end du kan forestille dig eller drømme om! “Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6).