Var det dem eller mig?

Samtalen kørte om ting, vi brændte for. Ja, passionerede, for det handlede om Gud og om menigheden, om os selv og alle vores medtroende.

Måske var et anstrøg af bekymring i samtalen på et tidspunkt. Bekymring over nogen af de andres adfærd. Ja, en tristhed over at de altid skulle være så fordømmende og selvretfærdige. Man følte sig simpelthen ikke godt tilpas sammen med – “dem”.

Måske steg fællesskabsfølelsen i lokalet en anelse? Måske mærkede man sin egen godhed en lille smule mere? Var det måske følelsen af, at vi havde fat i det “rigtige”?

Gad vide hvordan Jesu ord passede på fællesskabet: “Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” (Matt 23,12)?

Eller dette ord: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed” (vers 27-28)?

Hvem var i grunden som farisæerne? Var det dem, eller var det mig?

Er det mon den, der ud fra sin viden, sit ståsted, sin erfaring, sin tro føler sig berettiget til at dømme en anden?

Åh, min Gud… jeg tror, at mit hjerte så gerne vil bedrage mig til at tro, at jeg bare er god og omsorgsfuld, når jeg bekymrer mig om de andre… Men er jeg i virkeligheden bare ved at ophøje mig selv… ringeagter jeg i stedet for at elske? Du må give mig dit sindelag! Lær mig at elske ligesom du!

“Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op” (1 Kor 8,1).