Sandheden om mig og om ham

Sig det, som det er, til Gud.

Giv ham din ærlige oplevelse af det enkelte øjeblik. Kom som du er. Ja, det er jo dig, Gud elsker! Den, du er i virkeligheden. Du skal ikke være en anden, for at han skal bryde sig om dig.

Stakkels Jakob. Han ønskede i den grad at være en anden. Han ville være den førstefødte, så han kunne få – ja, Guds særlige gunst! Han var klar til at lyve for at få velsignelsen! Som om Gud ikke kendte sandheden om ham.

Hold op et liv… Jakob flygtede, han levede fortsat i bedrag – sit eget og ja, andres. Rod i familien, virkelig dysfunktionel. Og han stolede ikke på Gud…

Måske er det faktisk svært at stole på Gud, hvis man selv vil være en anden? Og endnu sværere er det at føle sig elsket…

Og nu stod Jakob i sit livs største krise overfor Gud. Måske vidste han det ikke? Måske gjorde han… “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” (1 Mos 32,27).

“Manden spurgte ham: ‘Hvad er dit navn?’ “

“Han svarede: ‘Jakob'” (vers 28).

Hvem er du? Hvem er det, du ønsker, jeg skal velsigne? Du har flygtet fra dig selv altid og ønsket, at jeg skulle velsigne en anden? Hvem er du?

Jeg er Jakob. Bedrageren. Ham der altid er kommet til kort. Mig der har forsøgt at være en anden. Men det er mig, Gud. Jeg er Jakob.

“Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret,” “Så velsignede han ham dér” (vers 29, 30).

Fortæl Gud sandheden om dig – han elsker at mærke dig, som du er. Og du vil erfare sandheden om Gud: Han elsker dig uendelig højt!