Trappen, der begynder oppefra
Åbenbaring! Vi kender Gud, fordi han åbenbarer sig for os. Fordi han vil os. Fordi han elsker os. Intet menneske kan udgrunde Gud eller selv finde Gud.
Dette er også forskellen mellem troen på Gud – og alle mulige former for afgudsdyrkelse – eller troen på, at man tilbeder en gud, som i virkeligheden slet ikke er gud: Om man tror, at Gud åbenbarer sig, giver os alt, frelser os af nåde – eller om man tror, at man selv skal kæmpe sig frem til Gud og fortjene frelsen.
Bynavnet “Babylon” består af “bab ili” på babylonisk og betyder “gudernes port”. Babylon var en ugudelig by, modstander af Gud. Det første møde med navnet er med Babelstårnet, hvor de byggede et tårn: nedefra og op (naturligvis – sådan bygger mennesker). Hvor de selv ville være gud, sikre i deres eget arbejde og fortjeneste.
Modsat finder vi himmelens port i 1 Mosebog 28 i historien om Jakob, dengang han have svigtet Gud og alt, hvad han stod for, havde forladt sin familie, og Gud viste ham sin nåde og kærlighed i drømmen om englestigen. Efter nattens drøm siger Jakob:
“Det her er et overvældende sted! Det er Guds hus. Det er porten til himlen!” (vers 17). Jeg bruger her Bibelen 2020, fordi jeg i denne oversættelse fandt noget forunderligt i forhold til dette vers:
“Om natten drømte han om en trappe, der begyndte i himlen og nåede helt ned til jorden. Guds engle gik op og ned ad trappen, og øverste oppe stod Gud” (vers 12-13).
Der står, at trappen begyndte i himlen. I to andre danske oversættelser (1931 og 1992), står der blot, at stigen stod på jorden. Og ja, det gør stiger eller trapper jo…
Men nej, ikke denne! Guds trappe begynder i himlen! Det begynder med, at Gud åbenbarer sig! Det begynder med, at Gud elsker dig! Det begynder med, at Gud kommer ned til dig! Helt ned… han skal nok nå frem!
Himlens port – den skal du ikke arbejde dig frem til – det er stedet, hvor Gud åbenbarer sig for dig!