Har du virkelig set lyset?
Allerede inden han blev født, talte hans far, Zakarias om lyset:
“Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.”
(Luk 1,76-79)
Lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Nu sad Johannes i fængsel, og mørket åd sig ind i hans tanker… Dødens skygge hang over ham… livet gjorde ondt. Han havde brug for mere lys!
Han sendte bud til Jesus: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” (Luk 7,19).
Jesus sendte ord om lyset til Johannes: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” (vers 22).
Det var lys ind i menneskers liv! Mennesker fik nye liv, når de mødte Jesus. Fra noget som var mørkt og tungt til lyst og skønt.
Har du set lyset? Se på alt det, som Jesus har gjort… så vil du se lyset! Og dit liv vil blive et andet!