Jeg er blank, Gud

Gud vidste godt, at det ville ske.

Han ved, at vi ikke selv kan finde eller udgrunde ham. Han ved, at selvom vi er kristne, så er vi bare nogle gange totalt blanke for, hvad vi skal bede om.

Men han ved!

“Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8,26-27).

Det var tidlig morgen. Jeg var nået frem til Aarhus, hvor jeg læste på det tidspunkt. Så endnu tidligere havde jeg været af sted fra Nyborg. Jeg gik der på gaden. Træt. Tom i mit hoved. Følte behovet for Gud – men magtede ikke at finde ordene til min bøn.

Gud… vil du komme og være her… hold dine arme om mig… Lad ikke min træthed i mit hoved forhindre os i at have kontakt… Du må gøre det...

Og Gud gjorde det! Han fyldte mig med sin fred og sit nærvær. Det var, hvad jeg trængte til lige da.

Tak Gud!