Det begyndte overnaturligt
Jeg læser Lukasevangeliet – igen. Begyndelsen på Jesu liv er fuld af Helligåndens aktivitet – det er så tydeligt, at nu er det Gud, som gør noget. Det er overnaturligt – og jeg røres af Guds arbejde igennem Helligåndens gerninger!
Johannes’ far, Zakarias bad i templet, og han fik at vide, at Johannes’ liv ville være fyldt med Helligånden allerede fra moders liv. (Luk 1,15)
Maria fik at vide, at Helligånden ville komme over hende og hun ville blive gravid. (Vers 35).
Da de to kommende mødre, Elisabeth og Maria, mødte hinanden, sprang barnet inde i Elisabeth, da Elisabeth hørte Marias hilsen og Elisabeth blev fyldt med Helligånden. (Vers 41).
Da Johannes var blevet født, blev hans far, Zakarias fyldt med Helligånden, og han profeterede om Guds gerninger. (Vers 67).
Maria og Josef kommer til templet for at bære Jesus frem for Herren. Her møder de Simeon, som Helligånden var over og han tilskyndes af Ånden til at tage barnet i sin favn og lovprise Gud for hans gerninger. (Luk 2,26-27).
Det er den samme Helligånd, som rører os i dag – og lader os mærke Jesu tilstedeværelse! Også i dit og mit liv begynder det overnaturligt… Gud gør noget i os, som er udover det almindelige. Og det er det, som bliver til tro og overgivelse.