Gennem magtesløsheden
Ham, Guds søn, som kom fra en himmel, hvor han havde al magt – kom til denne jord og blev magtesløs.
Jesus har oplevet magtesløsheden. Lige indtil korsfæstelsen: “For han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt” (2 Kor 13,4).
Og Paulus fortsætter: “og vi er magtesløse i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt.”
Så – sådan er det – vi er magtesløse sammen med Jesus, og vi lever ved Guds magt sammen med Jesus. Aldrig alene. Altid sammen med ham!
Sammen med ham kan vi møde alt, hvad der kommer på vores vej.
Der er stunderne, hvor alt i verden synes at smile vores vej. Vi mærker glæde og overskud. Vi jubler over livet.
Og der er stunderne, hvor de mørke skyer hænger lige over vores hoved. Vi rummer det ligesom ikke. Panik og angst griber os.
Jesus har oplevet det! Og han er med os, når vi oplever det: Du kommer igennem det! Jeg er lige her. Slap af – og mærk min magt! Jeg tager dig igennem det. Jeg vil igen fylde dit liv med jubel og latter!