Nytår med Jesus
Jesus er kommet! Ja, for længe siden. Men her, lige før årsskiftet mindes vi det igen: Jesus er her virkelig.
Jesus er her, når vi begynder det nye år. Også næste år vil vi være i hans hænder. Næste år vil være et nådeår, fordi Jesus er her!
Jesus sagde om sig selv:
“Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.”
(Luk 4,18-19)
Jesus, jeg har brug for, at du ved din Hellige Ånd siger disse ord lige ind i mit hjerte.
Jesus, jeg er fattig. Jeg har ikke det, som skal til. Og jeg er ene – så hvem kan give mig det – ingen andre end dig!
Jesus, jeg bliver fanget af mine egne bekymringer – sæt mig fri. Giv mig at se tingene, som du ser dem. Åbn mine øjne for englene omkring mig.
Sæt mig fri af følelsen af at være fanget af mine omstændigheder… Sæt mig fri fra alt, der undertrykker min frihed i dig.
Lad næste år blive et år, hvor din nåde skyller igennem mit liv igen og igen. Tak far, jeg priser dig! Jeg overgiver mig til din nåde i mit liv!