En ven

David var trængt.

Ja, faktisk var hans liv måske begyndt sådan. I al fald var han den yngste af otte sønner. Og dengang Samuel skulle finde en konge blandt Isajs sønner, så havde Isaj ikke en gang brudt sig om at kalde David hjem fra fårene.

Senere oplevede han at blive forfulgt af sin svigerfar, ringeagtet af sin kone, svigtet af sin rådgiver og hele tiden i kamp med filistre og andre folkeslag.

Men – David havde en ven!

Jeg tænker, at det var en del af Guds plan for David. Gud vidste, at David havde brug for en rigtig god ven. En ven, som han kunne være fortrolig med. En, han kunne dele de svære ting med. En, han kunne søge Gud sammen med.

Og sådan en ven gav Gud David. Det var Jonatan. Jonatan, Sauls søn.

Ja, spørg om Gud formår det umulige! Jeg havde aldrig forestillet mig, at en bedste-ven kunne være en, som ville vide, at han aldrig ville få tronen – som han ellers var født til – på grund af vennen. Og ellers var det da i øvrigt umuligt nok at tænke, at man kunne være ven med en, hvis far bekrigede en selv.

Men det gjorde Gud. David og Jonatan var bedste venner. Jonatan kom til David, da han var jagtet af Saul, og Jonatan “fik ham til at hente nyt mod hos Gud” og han fortsatte: “Du skal ikke være bange, for min far Sauls hånd kan ikke nå dig. Du bliver konge over Israel; jeg bliver nummer to efter dig, og det ved min far Saul godt” (1 Sam 23,16-17).

Den bedste ven man kan have! En ven, som sætter Guds vilje og vej over sin egen.

Åh, kære Gud, beretningen gør indtryk… Tak at din plan for os også omfatter venner… Vil du koble os, som du ser, at vi kan berige hinanden – og vokse i vores samvær – ikke kun med hinanden – men med dig!