Mere end forstand
Ja… Min hjerne behøver ikke at forstå det, som min tro ved… sagde Preben Kok.
Og det er netop sådan en Gud, jeg har brug for. En, der er mere. Ja, for hvis Gud bare var som et menneske… hvorfor skulle han så være min Gud? Hvis Gud bare var som mig, hvorfor skulle jeg så bøje mig for ham i pris og tilbedelse?
Paulus blev sendt af Gud, “for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for Kristi kors ikke skal blive til tom tale” (1 Kor 1,17).
Og videre: “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (vers 18).
“Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud” (vers 27-29).
Netop! Når jeg møder Gud, så mærker jeg, at her er mere end mennesker. Mennesker kan være så ‘kloge’, at man kun ser dem… og ikke Jesus.
Men Jesus… ham kan jeg møde i de uforventede små ting… En kraft, en glæde, en fred, en tilskyndelse, en hjælp…
… ikke uden ordet… men ordet levet og omsat til virkelighed… ordet gjort enkelt, så det er til at gribe…
Som Paulus siger: “Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” (1 kor 2,3-5).
Må Guds Ånd tale til dit og mit hjerte gennem hans ord!