Kan du have tillid til Gud?

Det er det store spørgsmål.

En gang havde manden og kvinden, Adam og Eva, fuld tillid til Gud. Der var mange spørgsmål, de aldrig stillede… tror jeg, for der var ikke brug for det. Alt var jo godt. I alt mærkede de noget – uden ord – som var fyldt af det samme, som Gud selv – kærlighed.

Alt omkring dem var smukt, mildt, behageligt, venligt, ja, på alle måder så tilpas at være i, at intet manglede.

Men slangen stillede alligevel det grundlæggende spørgsmål: Kan I nu tro på Gud? Er det trygt at give ham jeres tillid?

Det spørgsmål blev i første omgang stillet til kvindens intellekt. Ja, hun blev bedt om at bevæge sig til et sted over tilliden, over Gud, til sin egen vurdering af tingene. Og med et løfte om, at hendes intellekt kunne folde sig endnu mere ud – ja, hun kunne blive som Gud – til at “kende godt og ondt” (1 Mos 3,5).

Dernæst talte slangen til Evas sanser, for “kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af” (vers 6).

Og det hele endte med at stå på hendes vurdering. Ikke Guds. Ingen tillid til Gud. Hendes intellekt havde nu kontrollen.

Det er smigrende, appellerende… og det har det været lige siden. Det er som om, at vi mennesker søger vores tryghed og ståsted i det, vi forstår. Det, vi kan kontrollere, udgrunde og rumme.

Og hvem kan udgrunde Gud? Hvem kan kontrollere ham? Hvem kan forstå alt det, som Gud forstår?

Vidunderlige, skønne Gud. Kan du have tillid til ham, som er skaber, som forstår alt, som elsker så meget, at han gav sig selv for dig?

JA! … Men for virkelig at leve i den tillid… så må du slippe noget af dig selv… den del af dig selv, som vågnede ved syndefaldet… Det hedder overgivelse.