Hvem kan bære mig?

Næh, jeg er slet ikke så stærk… ting i livet overvælder, gør mig ked af det, usikker, bange…

Dette løfte taler lige ind i mit behov:

“Lige fra fødslen blev I løftet op,
I blev båret fra moders liv.
Til I bliver gamle, er jeg den samme,
til I bliver grå, bærer jeg på jer.
Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer,
bære på jer og bringe jer i sikkerhed.”
(Es 46,3-4).

Ah, Gud er her! Altid har han løftet mig! Altid vil han løfte mig!

Og sammenhængen i kapitlet understreger det endnu mere, ved at fortælle om afguderne… “gudebillederne læsses på lastdyr og okser. De, der blev båret af jer, løftes op på trætte dyr” … “skriger man til den, svarer den ikke, den frelser ikke, når man er i nød” (vers 1 og 7).

Nej – det, som jeg bærer, kan ikke bære mig. Tænker jeg, at min fysiske styrke, min skønhed, mine talenter eller mine penge – som alt sammen er noget, som jeg bærer igennem livet – skal bære mig?

Det kan de ting ikke. Min skønhed falmer efterhånden, som jeg bliver grå. Mine penge kan ikke købe mig styrke. Mine talenter støder på grund.

Men Gud kan og vil bære mig!

Han elsker mig, som en kærlig far. Og når jeg kommer til ham – så løfter han mig op!