Guds smerte…

OK, jeg syntes ikke, at disse vers gav mening: “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet” (1 Mos 6,5-6).

Gud, hvordan kan du fortryde? Du vidste jo det hele, før du skabte?

Men pludselig så jeg en anden mening… som gav, ja, mening!

Guds smerte! Gud føler… Gud er ikke bare en stor almægtig ‘maskine’ – som er fuldkommen, perfekt, alvidende – uden nogen sinde at føle noget… Gud føler – smerte – og bedrøvelse, som der også står i teksten.

Så, ja, Gud vidste godt det hele på forhånd. Men da han så oplevede det – så gjorde det så ondt på Gud at se det, at han mærkede ‘fortrydelse’. Han ville ønske, at alt det onde aldrig var kommet – fordi det var så grimt og grumt, gjorde så ondt på så mange…. Ja, måske græd Gud…

Med denne bevidsthed om Gud… ja, så kommer han mig et skridt nærmere… for han mærker jo så også, hvad jeg mærker… Ingen ondskab er ham ligegyldig. Alt, hvad der gør ondt på mig, gør ondt på Gud. Gud mærker, Gud føler det.

Åh… stakkels Gud, kan jeg tænke… Hvordan magter du at være i al den ondskab, Gud? Hvordan holder du det ud?

Og jeg kender allerede hans svar: “For således elskede Gud verden, at han gav” (Joh 3,16). Gud er ikke passiv. Han elsker. Han giver.

Og i begyndelsen elskede og gav han så meget… vores frie vilje… selvom det kostede ham så meget… lige indtil følelsen af fortrydelse… Det er også, fordi han elsker, at det gør så ondt… for han vil os godt…

Åh, tak, kære Gud! Tak… jeg har ikke ord til at udtrykke det, som er så meget større end mig… Tak!