Verdens ende…
Verdens ende. Der er noget uhyggeligt over det, fordi vi i maven mærker, at så stopper alt det, som vi kender, og som fungerer omkring os… og utrygheden banker på: Hjælp – klarer jeg det?
Og hvis man er kristen, så kan det være lidt ambivalent, faktisk, fordi verdens ende jo er alle tiders mest fantastiske begivenhed: Jesus kommer igen – og synden, som vi lider under, kommer til ophør! … Men, hvad nu hvis… klarer jeg det?
Lad os derfor tage spørgsmålet lige på: Hvad er det i grunden, du skal klare? Og svaret er: Ingenting. Tager vi hele Bibelens historie, så fortæller den os: Mennesker klarer det ikke – Jesus er den, som udfrier og frelser, han forandrer hjerterne, gør døde levende og skaber på ny.
Men hvad nu, hvis jeg ikke har taget nok imod eller er blevet nok omvendt, nok forvandlet eller nok overgivet? spørger nogen. Og næh, det er da et fantastisk godt spørgsmål – er du bare en kristen af navn, uden at kende Jesus (for det er vel det, det handler om?)? For så er den da helt gal…
… det er nemlig Jesus, det handler om! Så svaret på alle dine spørgsmål er det samme: Jesus! Jesus klarer det! Jesus er nok! Og i det øjeblik du koncentrerer dig om Jesus – og ikke om dig selv – så fylder han dig også med fred (som vi kiggede på i går).
Så – to tekster for i dag:
“Vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender… Hold jer ham for øje… for at I ikke skal blive trætte og miste modet” (Hebr 12,2.3).
“Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6).
Jesus gør det! Se på ham! Og vær med i morgen – så kigger vi på, hvad vi kan bruge vores liv på, indtil han kommer!