Malkus – helet af fjenden
Han var ypperstepræstens tjener. Han var for ypperstepræsten. Imod Jesus.
Og det var nat. Sammen med en gruppe mænd gik de ud til haven. Haven som Judas kendte. Han kendte den, fordi han havde været sammen med Jesus. Der.
Luften var tyk af spænding. Var Jesus mon der?
De var Guds tjenere. Men de tjente ikke Gud. De var imod Gud.
Imod Jesus. Malkus var imod Jesus. Peter var for Jesus og imod Malkus – og imod ypperstepræsterne og Judas.
Krig indeni. Krig udenpå. Peter trak sværdet og huggede Malkus højre øre af.
“Jesus sagde: ‘Lad det være nok!’ Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham” (Luk 22,51).
Jesus var for Malkus! Selvom Malkus var imod…
Jesus kom og var ikke imod nogen. Jesus elskede. Jesus var i fred og gav en fred indeni som ingen anden. Alligevel gik nogen imod ham med had, ham som bare elskede og var for.
Gad vide om Jesu berøring rørte Malkus’ hjerte? Det rører mit! Rører det dit?