Ikke længere kritisk
Han kom med sit stille stærke vidnesbyrd: Jeg har egentlig haft den noget kritiske tilgang, men så har jeg det sidste 1½ år bedt hver dag om, at Helligånden skulle fylde mig… og Han har vist mig, at sådan skal jeg ikke være…
Det gjorde indtryk på mig!
Ja, hans historie er stærk. Hans tankegang er blevet forandret på grund af samfund med Herren! “Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10,4-5).
Jeg gribes, når et menneske fortæller, hvordan Gud har gjort forskel i hans liv! Jeg tiltrækkes, hver gang jeg mærker, at Gud er virkelig, ægte, til stede, gør forskel, påvirker – at et menneskeliv forvandles!
Det gjorde indtryk på mig! Ikke blot hans historie. Men min historie. Ja, for på grund af Gud, så rørte vores historier hinanden: Jeg vil også bede mere konsekvent – hver dag – om at Helligånden må fylde mit liv!
Gud, her er jeg. Tak for vidnesbyrdet, som inspirerede mig… Tak, for dit løfte om Helligåndens tilstedeværelse i mit liv… Her er jeg, fyld mig, brug mig, forvandl mig til det, du vil. Jeg vil bare være… din!
På dit løfte, Gud… “Hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!” (Luk 11,13).