Mit meste er mit mindste

Jeg er i fasen, hvor jeg forbereder noget, jeg skal give videre på et seminar… og jeg er underligt tom indeni… En gang for mange måneder siden fandt jeg titlerne på oplæggene… og nu har jeg bare ikke det, som skal til, for at fylde dem…

Jeg har funderet over det i nogle uger… og det hele opleves underligt fladt. Jeg mener: Det her, skal jo røre mennesker! Det skal være dybt. Det skal ikke bare være teori – det skal være praktisk, anvendeligt. Vi skal sammen mærke Gud… Han skal give os noget mere…

Han skal!

Ja, Gud skal. Og der – i min tomhed møder jeg ham, som fylder alt!

Denne proces har jeg oplevet mængder af gange… og når jeg møder mit mindste – så giver Gud mig sit – og det bliver til noget stort. Det er hans! Og lige der giver jeg mest videre…

Frygt ikke dit mindste! Tak Gud, når han tager dig helt derhen, hvor du mærker det… der kan han virkelig bruge dig… Der er muligheden for, at andre møder ham, ikke dig!

Johannes Døberen var der: “Han skal blive større, og jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).

“Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (vers 28-30).

Gud, må mennesker se dig! Ikke os små mennesker… men store forunderlige dig!