Gud var der

Min far døde af hjerteinfarkt – og vi mærkede, at Gud var hos os.

Min mor overlevede et hjerteinfarkt – hjertet gik i stå, men de kunne støde hende, og hun lever stadig. Ja, vi mærkede, at Gud var hos os.

To ens historier… og alligevel så uendelig forskellige.

Men det, der er ens, står så stærkt for mig: Vi mærkede, at Gud var hos os. Og jeg mærker forståelsen af hans forskellige veje i min krop. Af erfaring ved jeg, at Gud er nær – både når sorgen rammer, og når lykken er hos os. Og jeg ved, at selvom livet gør ondt, så betyder det ikke, at Gud har forladt os.

“Jeg takker dig for evigt, for du greb ind!” (Sl 52,11) – siger David – og jeg siger det samme. Selvom de to historier er så forskellige – så oplevede jeg i begge situationer, at Gud greb ind.

Umiddelbart er det så enkelt at se hans indgriben i historien om min mor – for alt skete – som efter en drejebog – så hendes liv blev reddet, hvor ret meget variation i forløbet ville have betydet, at hun ville have været død.

Men jeg så også Guds indgriben i historien om min far. Mange små fine ting, som det bliver for langt at fortælle om her, så blot en enkelt: I en uge med smudsigt, trist vintervejr alle dage, blev min far bisat i strålende sol, og der var den fineste, skinnende ny-sne. Guds Ånd rørte mig igennem det – som om Gud selv ville give os smuk ramme for afskeden med min elskede far.

På denne baggrund har jeg lyst til at dele denne bøn med dig: Min kære, elskede, himmelske far – uanset hvad der sker i vores liv – så vis os dig selv! Lad os se, at du er her. Lad os se din indgriben. Lad os mærke din tilstedeværelse. Far, det er vigtigere, end hvad der sker… Og far, tak for denne tryghed…