Et uopfyldt løfte
De troede. De håbede. De havde tillid.
Ja, de troede på Guds løfter. De håbede på Guds løfters opfyldelse. Og de havde tillid til, at Gud ville opfylde sine løfter.
Men der står om dem, at de “opnåede dog ikke at se løftet opfyldt” (Hebr 11,39). Og det selvom de levede efter disse ord: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (vers 1)… de så det aldrig…
Vi møder en tro hos disse mennesker, som rækker ud over alt… Det er ikke blot en tro, som der fortælles om i fantastiske beretninger med bønnesvar efter bønnesvar… der er også den tro, som var stærk til trods for manglende opfyldelse af bestemte bønner…
En tro på det, som de ikke så!
Det betyder ikke, at de ingenting så. De så “hen til Jesus” – og han gjorde noget med troen i dem – “Jesus, troens banebryder og fuldender” (Hebr 12,2).
Deres stærke tro var ikke bundet på de ting, som Jesus svarede på, gav dem eller gjorde for dem – deres tro var bundet op på Jesus selv! De kendte Jesus – og derfor blev deres tro, tillid og håb aldrig slukket!
Åh Gud, vi ved, at du gør det samme i vores liv… du åbenbarer dig selv, så vi kan kende dig… Vi elsker at mærke din nærhed… og det giver os tryghed til også at være i situationer, hvor du ikke svarer, som vi ønsker det… Vi takker dig for, at du har det større perspektiv for øje!
“Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os” (Hebr 11,39-40).
Tak, Gud!
