Råb det ud…

Det er dejligt at være en succes… at se godt ud, lykkes på sit job, have en mønsterfamilie, bo lækkert… Og hvis så ulykke rammer – så er det stærkeste man kan gøre, hvis man kan være en helt eller en heltinde! Ovenpå, beundret for sit overskud…

Jeg må bare sige det rent ud – jeg er ikke en heltinde… Perfekt er jeg endnu mindre…

Og i mit samvær med Gud har jeg brug for, at vi sammen erkender det rædselsfulde, og at jeg ikke magter det…

Jeg elsker at fokusere på, at Gud kan og at fortælle ham, at jeg ved, at alt er i hans hænder! Ja, min kære Gud… du har styr på det hele… jeg takker dig for, at min fremtid er helt tryg i dine hænder… og jeg ved, at du giver mig al den styrke jeg har brug for – også til denne dag…

Men det er ikke nok… når noget presser mig – så må det mørke frem i hans lys… Forsøger jeg, at kontrollere det selv – så kan hans og mit samvær næsten blive lidt løgnagtigt… vi er bare nødt til at røre ved sandheden om det, der er svært… lige som det er… Som fx David:

“Jeg råber højt til Herren,
jeg beder Herren om nåde.
Jeg udøser min klage for ham,
fortæller ham om min nød.
Når mit mod svigter,
så kender du min sti.

Jeg råber til dig, Herre,
jeg siger: Du er min tilflugt,
min lod i de levendes land.
Lyt til min klage,
for jeg er helt hjælpeløs.

Før mig ud af fængslet,
så jeg kan takke dit navn.”
(Sl 142,2-4.6-7.8)

Far… jeg kan ikke takke dig nok for, at du har hørt mine råb og min klage… du har altid hvisket i mit hjerte, at det er i dine hænder – og jeg kan give slip. Når jeg har grædt, har du altid favnet mig og på forunderligste vis fyldt mig med din fred og tilstedeværelse… Åh, far, tak fordi du er i min virkelighed… og fordi du lærer mig at face den… at vi sammen kan møde den… Du tager imod mit råb og giver mig din stilhed… Tak!