Sorg – Guds vilje?

Næh, sorg var ikke Guds vilje.

Men jo længere tid vi lever i denne verden, jo mere sorg ser og oplever vi. Det kan komme rigtig tæt på. Vi møder døden. Ikke blot de gamle, men også unge. Tårerne triller.

“Græd med de grædende” (Rom 12,15). Måske græder Gud med os… i hjertet i al fald.

Var det Guds vilje, at han skulle dø, spørger vi måske…

Guds vilje? … Gud var villig til at give afkald på rigtig meget af sin suveræne vilje, for at vi skulle få en fri vilje. Ja, for synd, sygdom, smerte og død var ikke Guds vilje… Men indenfor hans overordnede store vilje, så tillader han altså vores vilje, som fører så meget skidt med sig – men ikke uden at sætte grænser…

Og ja… det er ikke sådan lige at forstå til bunds… Så måske skal vi være varsomme med at oversætte de ting, der sker, ind i, hvad det så fortæller os om Guds vilje… Vi kan ikke gennemskue, hvorfor den ene opdages i tide eller helbredes – og hvorfor den anden dør…

Men én ting ved vi… selvom det også er både så svært, men samtidig så forunderligt at gribe: “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28).

Og nej… det betyder ikke at vi kan konkludere, at nu trængte vi til det dårlige i vores liv, som om sorgen eller smerten ville gøre os bedre… Men det betyder, at Guds nåde er her!

Guds nåde! Så skønt og stærkt – lige ind i vores liv. Som stjerner på en mørk himmel, som en hånd, der tørrer tårene væk, en dyb glæde midt i det glædesløse, fred i det fortvivlede, styrke i benene til at gå videre, nærheden med Gud så stærk – at vi aldrig vil undvære det.

Bagom scenen satter Gud grænser. Djævelen fik ikke lov at ødelægge os. Hans onde tricks får ikke lov at stå uimodsagt i vores liv – Guds nåde skyller over og igennem os – og selv det onde kan Gud bruge til det gode…

Og det er Guds vilje! Virkelig! Uudgrundelig ligesom ham selv… men vi mærker den i hans underfulde, frydefulde nåde!