At være elsket

Sommer-nåde

Det er sommer. Solen står tidligt op. Det gør jeg også.

Det er stille. Solens guldstribe er på vandet. Jeg går ned i vandet. Det er friskt. Efter et øjebliks gisp er det utrolig behageligt. Det omslutter mig. Solen skinner på mig.

Der er jeg. I Guds egen solstråle. Jesus, Kristus, min ven og frelser skinner på mig. Han er verdens lys. Min sol. Ingen kan tage hans varme fra mig. Ingen kan slukke ham. Ingen kan fjerne den jublende glæde, som han fylder mig med – der i guldglimmeret på vandet.

“Jeg er verdens lys” (Joh 8,12). Han er mit lys!

Vandet omslutter mig. Helt. Der er ingen luftlommer under dets blanke overflade. Jeg tænker på Guds nåde… som omslutter mig lige så tæt som vandet… Hans kærlighed favner mig uden afstand…

Tak, Jesus, tak fordi du er her lige nu… Tak fordi din sol skinner på mig, tak fordi din nåde omgiver mig, din kærlighed omslutter mig… helt tæt… nært… dig! Intet kan slukke dit lys i mit liv… Ingen kan fjerne din kærlighed… Ingen kan stjæle min jublende glæde… Jeg lever – fordi du lever!

Jeg stod op af vandet… klar til en ny dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *