Gud, jeg er ensom

Og der stod han. Uden et eneste menneske ved sin side. Alle dyrene havde han set. De havde hinanden. To og to. Men ikke han. Han var alene.

Gud lod Adam mærke ensomheden… Hvorfor, Gud? Var det for, at han skulle værdsætte hende, du førte til ham, endnu mere?

“Gud Herren sagde: ‘Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.’ “ (1 Mos 2,18).

Og der kom hun. Kvinden. Taget af et ribben fra hans side. Side om side var de. De var nøgne sammen – “men de skammede sig ikke” (vers 25).

Gud, jeg er virkelig ensom… Gud, jeg hørte ham sige med bebrejdelse i stemmen: “Kvinden, du satte hos mig… “ (1 Mos 3,12) som var vi på hver sin planet…

Lige siden har mennesket været virkelig ensomt… nøgen og bange gemmer det sig… også for hinanden… Ingen kan længere kende hinanden helt ind… og inderst inde sidder ensomheden…

Men det samme sted er der en plads for Guds nåde… Guds nåde ind i ensomheden…

“Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse… “ (Sl 146,3)… Og menneske kan ikke møde et andet menneskes inderste…

Men “lykkelig er den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til Herren” (vers 5). Lykken er, når vores inderste er fyldt af Gud… hans kærlighed, hans nåde, frelsen, forløsningen… for så er vi ikke ensomme længere… heller ikke selvom vi er det…