Min kreativitet
Jeg ved ikke, om du var med i går og læste om min begejstring for Guds skaberværk… Jeg havde valgt verset: “Lad dine tjenere få dit værk at se” (Sl 90,16).
Mens jeg sad og kiggede på verset, fik jeg øje på et vers længere nede, som jeg også havde understreget: “Herren, vor Guds herlighed komme over os! Styrk vore hænders værk for os, ja, styrk vore hænders værk!” (vers 17).
Jeg gribes af en jublende ydmyghed… skabt i Guds billede, Gud skaber – og han har også lagt evnen til at skabe i os – at vi kan være kreative og lave noget med vores hænder. Vi kan få noget til at ske, som vi først har tænkt.
Wau… ja, det er ikke fra intet, bare med et ord – sådan som Gud kan – men det er alligevel en guddommelig evne. En gave fra Gud. Og hans herlighed kan ses igennem det, som vi skaber… Wau!
Ja, Gud, jeg beder dig virkelig om at styrke mine hænders værk! Må alt jeg gør vidne om dig, den store master-skaber! Må min kreativitet forherlige dig! Inspirer mig med mere fra dig… som en far, der lærer sin datter at bruge sine evner… Som far og datter der har den samme passion… Åh, min elskede far – jeg er vild med alt det, du har skabt! Og jeg er dybt taknemmelig for, at du også har skabt mig med kreativitet og glæden over at skabe noget… Tusind tak! Jeg elsker det liv, du har givet mig!