Det onde er ondt

Altså: “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5).

Sikke en verden. Sikke en ændring fra at alt var godt.

Og teksten fortsætter: “Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet” (vers 6).

OK, jeg forstår ikke helt det med, at han fortrød – for han vidste det jo på forhånd… og hans kærlighed til os er udtrykt så stærkt igennem, at han gav Jesus – så – han er i al fald ikke stoppet med at elske… Så her er noget om Gud og snitfladen Gud-menneske, noget om synd – som er større, end jeg forstår…

Men der er udtrykkes en ægthed i følelser og en reel opfattelse af virkeligheden, som jeg bliver glad for: Gud så, at mennesker var onde – og det gjorde ham ondt!

Han ville, at alt skulle være godt – og nu var det ondt. Det er skrækkeligt. Og Gud hader det onde – for ondt kan man ikke elske (selvom Gud elsker menneskene!). Han blev ked af det, fordi onde mennesker var onde ved hinanden, han var ked af det, fordi hans smukke skaberværk blev nedbrudt. … Det fortæller teksten mig.

Og jeg er skabt i hans billede… Og det er ok at hade det, som er ondt og fælt! Det er at ligne Gud, når jeg bliver ked af det, som gør ondt…

Nej… selvom jeg kan takke Gud for, at han altid er i mit liv og går sammen med mig igennem alt… så betyder det ikke, at jeg bare skal juble over alt det, der sker i mit liv… eller at jeg bare skal se alt det onde som rører mit liv som (bizarre?) gaver fra ham til at vokse… eller at vanskelige ting bare er anledninger til at vidne om Gud for mennesker et sted, jeg ellers ikke ville være kommet…

Ondt er ondt. Og det gør også ondt i Gud. Sammen kan vi hade det onde. Sammen med Gud kan jeg råbe smerten ud over det onde, der rører mit liv…

Og ja… så er hans nåde så stor, at selv i det svære kan han fylde mit liv med sine velsignelser… “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28)… men det gør ikke det onde godt… det er bare Guds nåde, som er meget større end det onde…