Frihed og nåde

Gud elsker. Gud elsker hvert eneste menneske. Gud giver hvert eneste menneske plads til at vokse, frihed til at vælge – og frihed til at tjene ham. Frihed til at elske. Og frihed til ikke at elske.

Det er faktisk smerteligt at være i… På en måde hader vi næsten menneskers frihed, når de bruger den til at begrænse andres frihed… Og Gud sætter også grænser… men vi forstår dem ikke altid: Hvorfor fik onde Kain lov til at dræbe sin bror Abel? Abel, som tjente Gud? Gud, hvorfor stoppede du ham ikke?

Jeg hører ikke Guds svar tydeligt… Men jeg ser, at synden er mega alvorlig! Synd, som vokser i et menneske kan bringe det langt væk fra Gud… og fra mennesker… Og smerte i livet hænger ikke sammen med, om vi er skyldige eller uskyldige… Syndens konsekvenser rammer både onde og gode med smerte… Ligesom Guds nåde også favner både onde og gode…

I beretningen er det Kain, som lever videre. Stadig trodsig. Han angrer ingenting. Da Guds forbandelser kommer over Kain og over jorden pga. Kains afskyelige handling, klynker Kain – for sin egen skyld: “Min straf er for stor er bære. Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel” (1 Mos 4,14).

Ironisk: Morderen er bange for at blive myrdet!

Og Gud sætter et mærke på Kain, som beskytter ham. Så ond og arrogant, som han er… og det ender med, at Kain forlader Herren. Så forlod Herren ikke Kain. Guds nåde var om Kain. En nåde, som kunne blive til hans omvendelse…

Historien rækker ud til mig… Guds nåde overvælder mig… Hvor stærk trods mod Gud, hvor arrogant et menneske end må synes, hvor rådne principper de har i deres liv… Der er håb!

Gud har givet dem frihed… må hans nåde lede dem til at se, at deres frihed til ondskab ikke bringer noget godt… må hans nåde lede dem til omvendelse… det er ikke for sent!