En fantastisk Skaber

Jeg bliver igen og igen så fascineret over Gud. Ikke bare det han gør, men måden han gør det på. Når vi åbner Bibelen, så begynder det hele med, at Gud skaber. Det er i sig selv fantastisk. Det er fantastisk, at han skaber ved at tale. Og så er der selve strukturen i skabelseshandlingen.

Se her:

Det begynder med det tomme, mørke og kaotiske – og slutter med fuldendelsen og hvilen. De første seks skabelsesdage er parallelle to og to – 1&4 handler om lys og himmellegemer, 2&4 om himmel og fugle, hav og havdyr og 3&6 om landet og landdyr.

Og tidens betydning er tydelig i beretningen. Gud giver os en ramme af tid. Gud er selv i tid. Det hele begynder med et nulpunkt for os – da Gud skabte os. Og de to søjler – hvor først “rammen” og så “indholdet” blev skabt – begynder med tid. Og hele skaberværket slutter af med hellig, velsignet tid.

En tid, hvor Gud vil være særligt sammen med os. Gud vil have en relation sammen med os. Gud gav os hviledagen for at være sammen med os.

“På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den” (1 Mos 2,1-3).

“Husk sabbatsdagen og hold den hellig. … For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han” (2 Mos 20,9.11).

Jeg frydes! Gud skabte, fordi han ville være sammen med mig! Skaberværket var først fuldendt, da der var tid til relationen – Gud og mig!

… og så fascineres jeg af at se selve strukturen… det fortæller mig, at der er mange lag i Gud. Når jeg kommer ned under det, jeg først ser, så er der endnu mere…