Herrens planer
Jeg er igang med at læse Ordsprogenes Bog, og har nu mødt denne samme tanke flere gange: Guds planer er over mine. Gud gør noget – i sin plan – uanset hvad jeg gør.
Se her:
“Menneskets hjerte udtænker dets vej,
men Herren styrer dets skridt.”
(Ord 16,9)
“I en mands hjerte er der mange planer,
men det er Herrens beslutning, der står fast.”
(Ord 19,21)
“Det er Herren, der styrer en mands gang,
hvordan kan et menneske så forstå sin vej.”
(Ord 20,24)
Hvad tænker du, når vi læser de ord? Jeg vil dele, hvad jeg tænker…
Lad mig først slå fast – jeg forstår det ikke… og det er forunderligt! Det, der kunne stritte i mig af modstand – det er der ikke… Budskabet er nemlig ikke, at jeg ikke har en fri vilje – det fortæller Bibelen mig tydeligt andre steder, at det har jeg. Budskabet er heller ikke, at jeg ikke skal planlægge – det, kan jeg nemlig også læse, er en god idé.
Så… hvad er budskabet så?
Ja, og nu bevæger vi os så ind i den forunderlige verden, som jeg ikke forstår. Ind i Guds forunderlige sfære: For hvordan gør han det?
Hvordan leder han helt overordnet i denne verden…? Hvordan sætter han grænser…? Hvordan kan han holde styr på det…? Hvordan har han styr på det…? Hvordan leder han mennesker? Også dem, der ikke vil ledes? Samtidig med at vi også har valg og kan planlægge…
Ja, jeg ved det ikke. Men – jeg har fuldt tillid til, at det gør han. Selvom jeg ikke forstår det. Han er jo Gud!
Og det giver mig en enorm tryghed… Ja, for jeg har ikke lyst til at betro denne verdens gang til nogen mennesker! Og jeg er dybt taknemmelig for, at Gud sætter grænser for menneskers aktiviteter! Ja, selv menneskers frie vilje er der heldigvis grænser for… Og det er trygt, at det er Gud, som har disse tøjler!
Det er også trygt, at Gud leder mig udover, hvad jeg forstår… At mine planer er under hans kærlige omsorg og justering… At han har planer for mig, også når jeg selv ingen har…
Og så elsker jeg at tage dette løfte ind i mit liv:
“Overgiv dine forehavende til Herren,
så bliver dine planer til virkelighed.”
(Ord 16,3)
Det vil jeg! Og jeg har slet ikke noget imod, hvis han inspirerer mig til at forandre planerne undervejs… for det er hans touch, der gør forskellen! Guds touch – ind i mit lille menneskeliv! Hvor det stort, dejligt, fantastisk!