Søen en sommerdag

Bænken stod lige ved kanten af søen. Under nogle lette grene. Sollyset legede i bladene. Der var mange slags grøn.

Jeg satte mig på bænken. Mærkede solen på noget af min hud. Nød den forfriskende skygge. Lysflimmer og insekter omgav mig. Svalerne fløj lavt og fangede insekterne lige over vandets overflade. Min mand havde kamera med. Jeg havde min mobiltelefon. Jeg sad.

Det er særligt at sidde. At være. I Guds egen have. På hans klode. Ved hans sø. Med hans svaler flyvende over den. Og der sad jeg – hans elskede datter – og hans sol varmede mig.

… ikke kun udenpå – men helt ind i hjertet. Jeg kunne mærke fryden over at været elsket! Over at være i hans skaberværk. Over at være der, hvor roen og skønheden gjorde noget ved mig, som jeg kunne mærke… noget, som overgår ord…

En anden bil stoppede. Et ungt par kom ud. De kunne også mærke det. Lysflimmeret. Solens varme. Skønheden. Roen. Fuglenes magiske tiltrækningskraft. Blomsternes ynde. Hun havde også et kamera om halsen. De smilede. Vi smilede. Vi snakkede. Vi var i den samme verden. Vi elskede livet. Vi mærkede livet. Virkeligt.

Åh, Gud… var det også dig, de mærkede? Åh, Gud… jeg beder dig om, at de må mærke dig! Du er så duftrig og levende her… du fylder med din ro og tilstedeværelse… Lad dem mærke dig. Gud, lad dem!

“Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger” (Rom 1,19-20).

Åh, Gud… Tak… Gud… Hvad mere… ?