Hyldeblomster

Nogle gange er det mine øjne, som fanges. De hvide, florlette blomster, som solens lys spiller i. Lys og skygge giver dybde. Der er en varm glød. Vinden bidrager og får dem til at vippe let. Som en elegant dans. Hyldeblomsternes hvide renhed drager mit blik. Jeg kan næsten ikke tage øjnene væk. Jeg får lyst til at fotografere dem. Fra mange vinkler. Skønhed overgår skønhed. Jeg frydes og danser med dem.

Andre gange ser jeg dem ikke, men jeg bevæger mig ind i en krydret, sød og på samme tid frisk duft. Ahh, tænker jeg, hyldeblomster… Min lugtesans betages. Jeg har ikke lyst at slippe duften. Jeg kan næsten smage det, jeg kan dufte – en kold, frisk, hyldeblomstsaft… På min tur går jeg ud af duftzonen, men kommer ind i en ny… hyldeblomsterne er gavmilde.

Jeg betages af, som hyldeblomsterne kan modstå regn og vind. Og stadig se smukke ud. Stadig dufte intenst.

Oplevelsen er himmelsk… i bogstaveligste forstand… selvom det samtidig overgår min forstand: Min himmelske far har skabt dem! Han har skabt den henrivende duft – og min lugtesans – så de to kan blive et match… Han har skabt en ynde, som spejler sig i mine øjne…

Jeg mærker det himmelske… jeg mærker glæden over det større… Vi møder en master-kunstner her! En kreativ unik sansende Gud! Gud – uendelige tanker og handlinger… fuldkommen form og graciøsitet… afstemt duft…

Som en duft af himlen! Med et stopper min tanke op… hvad er det nu, der står? …

“Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt…” (2 Kor 2,14-15).

Uhm… en lækker duft… duften af Kristus… duften af Gud… Måske som duften af hyldeblomster en sommerdag, som minder mig om Ham!

Åh, Gud… må mit liv minde andre ligeså meget om dig… som hyldeblomsterne minder mig om dig…