At være

Noget af det rigtig store ved at gå i skoven og kigge på dyrene er, at jeg bare er.

Vi kommer oftest derud tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. På det sidste har det været ved “vores” havørnerede. Den er placeret 25-30 meter oppe i et grantræ lige ved en eng. Vi kan sætte os ved et skovbryn nogle hundrede meter derfra. Eller vi kan sætte os under bøgetræerne. Eller på kanten af et bryn imellem to enge. Og et par muligheder til.

Selvom vi skifter lidt, så sidder vi virkelig længe et sted. Vi slår os ned på vores små trebenene trekking-stole. Og der sidder vi så. Og kigger. Ser solens lys flytte sig, lys og skygge fordeler sig på nye måder. Ser på fuglene oppe under den blå kuppel. Min mand hører musene – jeg har nedsat hørelse, så her må jeg nøjes med hans fortælling.

Vi mærker solen varme. Af og til bliver jeg lidt kold, hvis jeg sidder i skyggen. Og masser af skovens liv kommer til os. Hjorte og fugle, egern og andre fugle, småfugle og rovfugle, sommerfugle og andre insekter.

Og ved du hvad, jeg oplever, at jeg er uden for tid. Når jeg først er gået derud, har jeg sluppet alt det, jeg skal nå eller gøre. Jeg er ikke optaget af at tale eller tænke. Jeg er bare. Jeg ser. Jeg sanser. Jeg er bare.

Jeg har virkelig mærket, at det er en meget stor gave, som Gud har givet os! Ja, jeg kender den også fra den ugentlige sabbatsvelsignelse, hvor alt det almindelige er langt til side, og jeg heller ikke længere behøver at tænke på at nå eller gøre.

I stilheden, hvor jeg bare er… så hører jeg ham på en anden måde. Der, med naturens bog opslået, så er det ikke hans ord, jeg hører – men jeg hører skaberværket fortælle om skaberens storhed. Jeg sanser ham!

Det passer lige til den poetiske fortælling om Skaberen, som jeg læser i Jobs Bog kapitel 38-41… Om morgenrøden, østenvinden, ibisfuglen, hindene, græshoppen, høgen og meget mere. Og den samme herlighed udtrykkes i mange af salmerne.

“Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen” (Sl 8,2).

Tak, min kære Gud, at jeg kan være her under din kuppel i dit skønne skaberværk – hvor må du have haft det dejligt, da du skabte alt det… Tak!