Jeg så en mus

Jeg er gået lidt i gang med at fortælle om oplevelser med Guds store skønne bog: Naturen.

Der er så meget… småt og stort.

I mange år har jeg fulgt hjortene – og Gud og jeg har sammen haft noget særligt omkring hjortene. Jeg har bedt ham om at vise mig dem, hvis de var der. Og ofte har han gjort det… nogle gange, har jeg følt det som en særlig lille kommunikation mellem ham og mig. En kærlighedserklæring fra ham til mig.

I dette forår har jeg set mus ude i naturen. Min mand havde snakket om musene i et stykke tid. Han hører dem pusle i løv og græs langs skovstien, og han ser dem hele tiden. Men ikke jeg. Jeg har nedsat hørelse og kan derfor ikke høre dem – så intet leder mig til at dreje hovedet efter lydene – som jeg ikke hører.

Men alligevel er det lykkedes. Og fryden skyllede igennem mig: Jeg har set en mus! Ja, det var lige så stort som at se en hjort. Jeg havde ikke engang bedt Gud om det… men ih, hvor jeg frydede mig over hans skaberværk. Denne lille søde mus.

Småt og stort. Det, der er så småt, kan i virkeligheden være så stort. Og jeg – skabt i Guds billede – mærker intuitivt ved sådan en oplevelse, at intet småt i mit liv er for småt for hans opmærksomhed… Og alle gaver fra ham er store – uanset om de synes så små…

Ja… Jesus sagde: “Men på jer er selv jeres hovedhår talt” (Matt 10,30). Det er da småt… ligesom spurvene:

“Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve” (vers 29-31).

Og sådan blandes Guds to bøger i mit sind… Naturens bog lader mig i den grad mærke den mening og kærlighed, som jeg også oplever i hans Bibelbog.

Tak, min kære elskede Far og vidunderlige Skaber!