Livsundren
Der er så meget at undre sig over…
Sofar, Jobs ven, har lige sat ord på sin egen logik: Den, der er Guds barn har det godt – men den ugudelige går det dårligt. Underforstået – Job – du har problem med en eller anden synd i dit liv. Det er derfor, det går dig skidt. Erkend det dog!
Men Job udtrykker sin livs-undren:
“Jeg fyldes med rædsel,når jeg tænker på det,
frygten griber min krop.
Hvorfor får ugudelige lov at leve,
selv når de bliver gamle, er de stærke og sunde.
Deres børn lever trygt hos dem,
deres afkom trives for deres øjne;
deres familier har fred for rædsel,
de rammes ikke af Guds stok.
Når deres tyre springer på køerne, slår det ikke fejl,
køerne kælver, de kaster ikke kalven.
Deres børn kan løbe frit omkring som får,
deres afkom springer omkring,
de synger til pauke og citer
og jubler til tonerne fra fløjten.
De henlever deres dage i lykke,
og med fred synker de i dødsriget.
Men til Gud siger de: “Lad os fred!
Vi vil ikke vide af dine veje.
Hvad er den Almægtige, at vi skulle dyrke ham?
Hvad gavn har vi af at bede til ham?”
(Job 21,6-15)
Gud, hvorfor går det ikke-troende godt? og troende dårligt? Hvorfor, Gud?
Der er så meget at undre dig over…
Man kan undre sig over, at troshelte som har oplevet dette: “Andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfte” (Hebr 11,35-38) – kunne tro!
Og nej! Du kan ikke konkludere, at dem, det går dårligt, må have syndet meget… Eller at dem, det går godt, må stå for det, som er rigtigt…
Men Gud velsigner os med tro! Tro på ham – uanset at vi ikke forstår alt det omkring os… En tro, som rækker videre:
“Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os” (vers 39-40).
