Forstand?!

Menneskers forstand brydes… Den ene mener et, den andet noget andet… Diskussionerne kan gå højt. Ordene flyver frem og tilbage i deres vigtighed. Ladet med ønsket om at overbevise. Belærende. Fra kilder af selvforstået indsigt, drevet af betydningen i at få ret. At ens egen visdom må lyse… andre må se det og beriges…

Midt i det sad Job. Syg. Mærket af tab.

Var han ramt af Guds forbandelse? Hans venners forstand rakte ikke længere end til det… Deres visdom pressede Job maksimalt til, at han skulle angre sine skjulte synder…

Job mærkede deres menneskelige visdom. Han sagde det rent ud: “Med jer uddør visdommen”. Han hørte, at det kun var menneskelig forstand – og sagde “min forstand er lige så god som jeres” (Job 12,1-2). Job længtes efter Gud… ikke mænd, som “udfordrer Gud og vil tage magten fra Gud” (vers 6) til at vide, hvad der er ret i en sag.

Forstand. Visdom fra Gud. Det handler først og fremmest om at erkende, at vi ikke er Gud… at der er noget, som vi ikke har forstand til at udgrunde… Det kan bare Gud!

Selv dyrene ved det… siger Job så smukt og poetisk:

“Men spørg dog dyrene, lad dem belære dig,
spørg himlens fugle, de kan give dig svar,
eller jordens buske, lad dem belære dig,
havets fisk kan give dig besked.
Hvem af alle dem er uvidende om,
at Herrens hånd har skabt det hele?”
(Vers 7-9).

Og Guds visdom… den er bare Guds… ikke noget mennesker vokser sig op til i deres egen (u)forstand:

“Skal man være gammel for at være vís?
Skal man være højt til års for at have indsigt?
Hos Gud er visdom og styrke,
han sidder inde med råd og indsigt.”
(Vers 12-13)

Gud, min Gud… jeg kommer frem for dig i dag. Jeg tager imod dig som Gud i mit liv… Du, som ved og har forstand… Jesus, jeg giver slip… jeg vil ikke forsøge at udgrunde dig, som om jeg vidste bedre… Jeg vil ikke belære nogen med en visdom, som om det var din… Jeg vil forkynde din åbenbaring af dig selv… den visdom, som du alene giver! Al ære og magt og pris tilhører dig for evigt!