Du kender mit hjerte

“Gud, som kender hjerterne…” (ApG 15,8).

Du kender mit hjerte, når det skælver i usikkerhed.
Du kender mit hjerte, når det knuges af frygt.
Og du elsker mig!

Du kender mit hjerte, når egoismens prisme brydes, og jeg ikke ved, om det er den andens eller min egen…
Du kan skelne mellem ret og galt, når mit hjerte frustreres af grå toner…
Og du leder mig!

Du kender mit hjertes iver og manglende evne til at prioritere, hvad som er vigtigst…
Du kender mit hjertes kamp mellem længsel og pligt…
Og du kalder mig!

Du kender mit hjertes banken for dig og alt det, som er større…
Du kender min hjertes ambition og kollaps, når hverdagen skal hænge sammen…
Og du fører mig!

Du kender mit hjertes byrde og skylden i de dybeste spor.
Du kender mit hjertes uro og rædsel, hvor det rækker ud efter alt, der virker trygt.
Og du favner mig i nåde!

Du kender alle mit hjertes kroge – også dem, som jeg ikke aner, eksisterer.
Du elsker mig højere end ord kan udtrykke – men har skrevet det med blodet fra et kors i mit hjerte!
Du leder mig med nænsom hånd, som også tørrer mine tårer, når mit hjerte vrider sig i smerte!
Du kalder mig og løfter mit hjertes perspektiv i tjeneste for dig – midt i min ufuldstændighed – du er ved at forme mig!
Du fører mig – sikkert og frem – gør mit hjerte trygt, også når mine øjne er blændet af tårer, høje bjerge, storme, træthed og sindets mørke!
I nåde favner du mit hjerte hver eneste dag, din nådestrøm skyller igennem mine årer – og jeg sættes fri!

Af hjertet, min kære far og Gud, frelser og elskede – jeg elsker dig! Takker dig! Priser dig!